Da vi begyndte at planlægge vores rejse, syntes alle, at det lød som en fed idé. Kun mormor, fornemmede vi, var lidt lunken. Hun sagde ikke noget, men havde til én af mine veninder sagt noget i stil med, at det var børnene da alt for små til. Det fik de ikke noget ud af, og de ville jo alligevel ikke kunne huske noget fra det.

I virkeligeheden dækkede det over, at hun ikke kunne overskue, at skulle undvære sine børnebørn i næsten fire måneder. Men det overlevede hun såmænd. Det er én ting.

En anden ting er, at det skulle vise sig, at hun tog ganske grueligt fejl i forhold til de ting, hun brugte som argument for at blive hjemme.

For det første husker de turen mindst lige så godt som os. Deres fixpunkter er anderledes, men de husker alt.

• “Var det der, hvor vi fik den der is med striberne på?”
• “Det var det hotel, der lå lige ved siden af katte-restauranten?”
• “Det sted kan jeg godt huske, det var der de havde en abe”
• “Vi fik kastanier deroppe i bjergene, hvor de slog den lille giftslange ihjel”
• “Kan du huske, da vi lavede et bo til eremitkrebsene på stranden sammen med Victoria?”

-Ja okay, lige her tegner der sig et billede af et dyre-tema, men de husker alt muligt! Så, nej mor og alle andre skeptikere, de var ikke for småt til at kunne huske turen. Ihvertfald klæber den stadig til hukommelsen her to et halvt år efter.

For det andet: får de overhovedet noget ud af sådan en tur? Og her er mit svar selvfølgelig et ja.

Udover at det er den eneste mulighed, de får, for at være sammen med deres forældre døgnet rundt i månedsvis, er det en unik oplevelse af, hvordan andre mennesker lever deres liv. Man kan nok så mange gange forsøge at forklare dem, hvor godt vi har det her i lille Danmark. -Men de forstår det altså ikke rigtigt, før de har set, hvordan andre menneskers virkelighed er.

• Vores børn har set hele familier leve i fattigdom på gaden i Phnom Penn.
• De har set folk uden ben, som har fået dem sprængt væk af landminer.
• De har set børn gå i skoler med lerstampet gulv, uden bøger eller legetøj.
• De har set landsbyer uden elektricitet eller indlagt vand.

-Og en hel masse andet knap så barsk, men alligevel meget anderledes end dansk forstad. Så jo, jeg mener bestemt, at de allerede i en alder af fem forstår bedre end de fleste børn -og nogle voksne, at vi lever i et priviligeret samfund, og at der er mange forskellige måder at leve sit liv på.

Også socialt udvikler børnene sig. Der er ikke nødvendigvis nogen danske børn at lege med, så de søger de sociale relationer, der nu er mulighed for.-Hvad fagter og smil dog ikke kan gøre, når man vil i snak med et andet barn eller en venligtsindet voksen.

-Og derudover har de jo bare haft mange fantastiske oplevelser i fremmede kulturer og anderledes naturlandskaber.

Alle mormødre og andre skeptikere kan godt pakke sig. Det er en oplevelse som både børn og voksne får noget ud af. Ikke bare mens man er afsted, men mange år frem.